Digt, Noter, Om kakaovigtighed, Prosaegenskaber, Uncategorized

Nedskrivninger

Jeg sidder og skriver, og der sker

ikke noget, jeg vil gerne alt muligt

jeg ved ikke hvad.

 

***

 

Det er en tidlig morgen i december 2013 og jeg får ikke lavet det jeg gerne vil.

 

***

 

Sent i seng i nat. Gik rundt på Nørrebro.

Kunne godt lide hurtige hvide biler.

Motorer og lys, alting væltet rundt: som om broer i natten (C(?))

Motorer og lys. Biltur til Udsholt med M. Fik en masse ufærdige tegninger

Og lærreder derop.

 

***

 

Jeg forestiller mig en dråbe. Jeg forestiller mig at det slet ikke er så svært.

 

***

 

M, m, m + jeg aner ikke: Der er ting, jeg gerne vil færdiggøre.

 

Der er en masse ting jeg gerne

vil færdiggøre, men det kan

ikke lade sig gøre, de her dage her, og en af grundene,

hvis det ikke er den eneste grund,

handler om at jeg slet ikke føler nogen glæde

ved at arbejde –– derved virker det mere

som ’arbejde’ end tidligere.

Jeg ringede til T i går, jeg overvejede, det hele

er ikke imødekommende, at gå ned for at ryge,

at gå en meget lang tur, læse i aviser,

læse hurtigt når det skulle

være langsomt, ligesom at bo i en have der alligevel

skal brændes ned, rødderne (dengang som HVAD?! + gennem lagene

af fortiden og ind i ··· nu?)

Der går så stille nu, så stille, der går så lille,

lille en følelse gennem rummene.

 

[husk: skriv til L og ring til T]

 

***

 

Som en tegning på tågen. Gaber lågen.

Skabet ligner hud eller rim, flettede fødder

skær af kulde.

 

***

 

Straße et eller andet, Wilhelm

Mæræ Mæræ Maræj + jeg aner ikke

Hvad jeg

Aner langsomt solens smukke hej og det

Er morgen

 

***

 

En mulig åbning

 

Hey retard ···

Jeg er altså fra Jylland af

 

En person har siddet i lang tid og har klippet en anden med maskine.

Rummet spejler alle vores følelser af høj ––

fordi lyset meget langsomt genstarter alle de ord vi føler vi mener men ikke kan genstave ud af det kaos en hvidmalet væg kan være lærred for.

 

Som en fugtig plet i et hav eller noget lign. ·ƒ©·ƒƒ··é®·é·éé· /  ·ƒ©·ƒƒ··é®·é·éé·

 

Det hele passerer hurtigt. Jeg sidder og ringer til unge-linjen og har spist syg mange piller. Omkring mig sidder folk i sofaer, jeg ved de tager det alvorligt selvom de griner. På et tidspunkt griner jeg faktisk også helt: ·ƒ©·ƒƒ··é®·é·éé·

 

 

O for hvem der har set hvad jeg har set blæst igennem af smalle lag ecstasy roserne poder

O for hvem klokken ringer i et stormvejr –– når vejret blotter sig hugger ind i sig selv: hvad er da et navn

 

***

 

(XX) og det hele omkring det.

Større og større følelse af at

det utilpassede i filmene jeg ser, sætter

sig ikke i det jeg laver, kun når jeg går giver

det rigtig mening at tale

om det, udsigterne, fornemmelse

af at mere end sanserne registrerer

omgivelserne: hvordan tingene

gavmildt bidrager til hinanden.

Jeg forestiller mig hele tiden at

noget må gøres, og deraf mærker

jeg også hvor lidt og fattigt

det virker, men med stor kraft,

ikke at lave nok, det kan som

med filmene sagtens generere mere: uro.

 

***

 

Oplæsning på Forfatterskolen i går, julefest,

Tænkte i flere omgange, at jeg godt kunne lide det.

 

***

 

Mail fra K.

 

***

 

Så en film i går.

Det er underligt så mærket

jeg var efterfølgende, eller

måske er det slet ikke underligt,

en af de sidste scener

består bl.a. af en kvinde der bliver hypnotiseret,

der foregår nogle voldsomme ting

igennem filmen, men hvad med den

slutning, den slynger

en masse muligheder af sig, jeg tænkte over

det i nat, du kender mig, det gør du,

jeg får jo ikke skrevet alle tingene ned,

normalt gør det ikke så meget,

men lige nu er jeg sur

på mig selv over ikke

at have skrevet alle tankerne, ideerne ned.

Jeg forestiller mig også to hjerner,

den ene er den der

gennem dagen har samlet

så meget information op at den er elektrisk, den anden

er lige stået op og drikker kaffe,

men er langsom på den der måde

man er det på, når man slet ikke

føler andet end tåge, tåge?, ja. Jeg sidder

her som en lille soldat, ordner sengen,

drikker kaffe, også i dag sker det mærkeligste;

at jeg ikke helt ved hvad, andet

end mulige rejser over til Jylland

og en køretur, med M., op til Udsholt,

med lærreder og tegninger. Jeg har

det som om det er meget lang

tid siden jeg rigtig har følt noget for det, altså arbejdet,

og samtidig med de medfølgende frustrationer

findes også en vrede –– og glæde: Glæden drejer sig om

at det hele går ok godt,

vreden så skinger den er, drejer sig

om noget af det samme, ligesom

en forsinket generalstrejke der langsomt

bare står stille, sådan står det hele stille.

Hvad er der at kæmpe for. Kæmp for alt

du har kært. Gå i skole, gå i skole,

gå i skole.

 

***

 

 

Alternativ åbning. Et misskridt

Alternativ til realisme. Alternativ

Måde at skrive på gennem hvad?

Der findes ikke alternativer i hverken

Eller.

 

3, 2 for mange på det toilet. Røde og sorte farver, ansigter.

Hey retard ··· Farverne bytter plads, som om blodstransfusion.

Jeg er altså fra Jylland af. De bytter plads der på ansigterne. Der råber litervis af maling ind og ud. Arme røvhuller. Lort op i næse.

 

En person har siddet i lang tid og har klippet en anden med maskine.

Rummet spejler alle vores følelser af høj ––

fordi lyset meget langsomt genstarter alle de ord vi føler vi mener men ikke kan genstave ud af det kaos en hvidmalet væg kan være lærred for.

Vi vælter ind i hinanden, som farven vi råber ud af kroppene også er motorer: vores tre ansigter støder sammen, jeg har lidt negl i et øje, ansigtshuden spændes bagud, en river på den måde. Og det hele er rødt og sort.

 

Som en fugtig plet i et hav eller noget lign. ·ƒ©·ƒƒ··é®·é·éé· /  ·ƒ©·ƒƒ··é®·é·éé·

 

Det hele passerer hurtigt. Jeg sidder og ringer til unge-linjen og har spist syg mange piller. Omkring mig sidder folk i sofaer, jeg ved de tager det alvorligt selvom de griner. På et tidspunkt griner jeg faktisk også helt: ·ƒ©·ƒƒ··é®·é·éé·

 

 

 

Jeg bliver fx alvorligt træt når jeg læser det. Uanset om det

Er printet ud eller på skærm.

Jeg drømmer også om en poesi så svensk

Som muligt på DK, hvad vil alt dette shit

I en villa i engang der var

Spraymalet sorte døre. Hippe glæder: større stjerner

Blæste øjne af ecstasy O at have set hvad jeg ser

Alle jer i alle øjnene nye og voldeligt trætte tætskruede ru

Og (? NOTE det her er så slemt dårligt) jeg vil ikke sige at jeg er ligeglad, jeg kan godt lide arbejdet, kan godt lide at danse omkring det uden at ane

Andet end rent faktisk det, at jeg danser omkring det giver måske et billede af noget elegant –– der samtidigt er så langt væk i den pågældende tekst, det er også her jeg brækker mig ud over det hele og simpelthen ikke aner hvad jeg skal stille op med det. Det er som virkelig grim stue og så får man lavet den samme stue ovenpå den først og jeg kan vandre frem og tilbage og til sidst er begge etager så lortede at jeg vælter om og dør

Og brækker mig

 

***

 

I dag kører vi op, til Udsholt, og læsser lærreder og tegninger

af i værkstedet.

 

***

 

Hvad betyder ’wanderschaft’?

 

***

 

Jeg læser i en bog,

jeg står i Møllegades boghandel.

En orange bog af Claus Carstensen,

udgivet af kunstakademiet.

Hvordan virker al den

plads på mig, prøver at genkalde

hvad jeg stod med, hvordan luften

omkring tekstmassen og den indvirkning det

(og også teksten) papiret og tankerne,

handlingerne og tegnene, ***

 

 

(XX) som jeg hader, jeg hader (XX)

som jeg kun kan hade bøger, bøger

jeg selv har skrevet (···) jeg tier, kigger

mig omkring. Føler jeg burde skrive et

brev om lyset, lyset her er ikke et godt

lys, lyset her er ikke godt nok, (XX)

hvad kan jeg sige om den? Jeg kan sige

at, som med alle de seneste manuskripter,

’det forværres tegn efter tegn jeg indsætter’ –– jeg

kan sige jeg absolut ingen som helst form

for glæde mærker, og langsomt går det ned

og ned, det er som at besidde en fandens

masse ideer den ene dag, den anden dag

at være i besiddelse af lykkeligt sprog

der banker på og siger hej,

når jeg sidder med disse

to ting hver for sig

er det ulideligt, sammen

skulle man tro at det ville gå bedre,

det gør det ikke, alle dage er

fulde af langsomhed, det starter fra når jeg står op

og til jeg går i seng. En masse projekter

omkring bøgerne står alle i gæld

til bøgerne, bøger jeg hellere vil kalde

for mapper, mapperne omkring,

at genskabe store minder,

ved at, i biblioteker på computeren

og på internettet, komme så tæt på

tidligere perioders hændelsesforløb, at registrere:

den sprittusch brændte ud efter 10 + minutter;

at forstå det var et hvilkår fra dengang

jeg allerede ser ældet nu, en tapper blodsudgydelse

kammerat,

at kroppen kaster ned af en trappe

under vand, skyggen den kaster

som træer som en skygge fra en kylling

hunden knækkede halsen og tog blodet på,

alt det plettede under dette kaldes også for sne.

Sne der ikke er ens.

 

***

 

En masse mærkelige ting. At begynde at læse

og helt holde op.

Det er en lørdag morgen. Jeg overvejer

hvad jeg skal gøre i dag.

 

***

 

Skyerne er grå, skrev jeg næsten,

og pludselig kom det mest gyldne skær

på skyernes fine samling. Det kommer bag på mig,

som filmen i går, alle de lag

jeg var så fascineret af, jeg havde det

virkelig som om alt kunne ske, selvfølgelig skete der slet ikke noget,

nu er himlen noget andet, næsten roligere,

det ligner det, det gør.

 

De dage her går jeg og rydder op og rydder op og rydder op

Jeg læser sporadisk i digtsamlinger, er næsten færdig

med

’Om mørke’.

 

Jeg vil gerne sige to ting

 

Straße et eller andet, Wilhelm

 

1 Alt ––– fragmenternes

2 Fragmenterne kan ikke være alles ve/ 180° 

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s